Den er god nok – man skal altså bruge de trælse og klistrede solcremer hver dag 😪
Men hov, vent nu lige! Vidste du, at klistrede og kalkede solcremer, der efterlader et hvidt lag på huden, hører fortiden til?
Mange hader at bruge solcreme, fordi at de klistrer, de kan være svære at smøre ind i huden, og så forbinder vi solcreme med at have sand på hele kroppen.
Dette hører dog fortiden til og faktisk er det lang tid siden, at man har skulle nøjes med den slags sommerrædsler! 🏖️
. . .
Om UV indekset
Mange tror desværre stadig, at man kun behøver solcreme på solskinsdage eller når vi er udenfor imellem kl 12 og 15.
Dette er dog slet ikke tilfældet!
UV indekset er højere i sommerhalvåret og på solskinsdage, men UV stråler er usynlige for øjet, så de kommer altså ned mod os hver dag, året rundt!
Du kan bare ikke se dem
I juli, sidste år, slog jeg tre opslag op omkring UV stråler, de mange forskellige typer solfiltre, samt dykkede ned i hvad lys og stråler egentlig er.
Forneden får du en lille genopfrisker:
Hvad ér UV egentlig?
UV stråler er lysstråler, som vi ikke kan se.
Læs endelig denne artikel hos Videnskab.dk.
På ovenstående billede, fra Videnskab.dk artiklen, ser du en regnbue – dette er alle farverne, som menneskeøjet kan se. Til venstre for er der lysfrekvenser, som øjet ikke kan se (infrarødt, mikrobølgeovnsbølger og radiobølger). Til højre for, lige efter de violette farver vi kan se, er de ultra-violette, altså UV, som vi ikke kan se. Herefter har vi røntgenstråling og gammastrålerne.
UV indekset
Hvad kan UV indekset fortælle os?
For det første, så anvendes det til at vurdere, hvor stor risiko der er for at blive solskoldet. Så ja, selvom UV indekset højst sandsynligt er under 3 i vinterhalvåret (hvilket er lavt og klassificeres som “Lille risiko for solskoldning”), så er det ikke selve solskoldningen vi skal være nervøse for. Solskoldning øger risikoen for hudkræft.
Husk det lille trick:
UVB for UV-Burn
UVA for UV-Aging
UV stråler påvirker huden på mange forskellige måder og faktisk kan de også gøre noget godt for os – vi skal få sol, for at kunne syntetisere D vitamin!
Dog forbindes UV stråler mest med det negative og det er også fornuftigt.
Læs mere, og se dagens UV indeks, hos DMI.
UVA og UVB
Hvad er forskellen så på UVA og UVB?
UVA (UV-Aging) trænger dybere ind i huden, hvis den ikke beskyttes med solcreme, og forårsager fotoældning – læs: rynker, solpletter, samt trist og træt hud.
UVB (UV-Burn) forårsager solskoldning, hvis huden ikke beskyttes mod UV strålerne. Dog er det også denne type UV stråler, som vi skal være ekstra opmærksomme på. Selvom, at UVB stråler kun udgør omkring 5% af alle UV strålerne, så er det netop disse stråler, som ødelægger vores DNA i hudcellerne grundet deres øgede energi ift. UVA strålerne.
Blot det at sidde på kontoret ved siden af et vindue på en efterårsdag eksponerer dig for UV stråler.
Så selvom at UV indekset er højere på solskinsdage er det vigtigt, at du stadig bruger solcreme, hver dag. Lad dig heller ikke narre af, at der er overskyet på en sommerdag. DMI skriver nemlig “UV-indekset er et udtryk for intensiteten af solens ultraviolette stråling og dermed, hvornår du skal passe på i solen. Husk, du kan også blive solskoldet, selv om det er overskyet.”
Hvad kan du gøre?
Jeg har nu brugt solcreme hver dag i over 5 år. Af en person, som har døjet med svær akne og uren hud, samt haft fedtet hud siden mine teenage dage, har komplimenter såsom “du har så flot hud” været mere end abstrakte for mig. Derfor, når jeg får de komplimenter nu, så kan jeg næsten ikke forstå hvad der bliver sagt til mig. Jeg har fået bugt på min akne og jeg døjer efterhånden kun med urenheder på visse tidspunkter i min cyklus, men det er først nu, i en alder af 33 år og med 5 års solcreme dagligt på bagen, at folk roser min hud. Det er selvfølgelig også grundet bevidst hudpleje, hvor et stabilt C vitamin serum og retinolprodukt batter mest, men særdeles i kombination med solcreme.
Jeg synes, at vi skal se solcreme, som en del af den personlige hygiejne fremfor et ekstra hudplejeprodukt.
Lige som at vi børster tænder dagligt – så burde man på samme måde gøre solcreme til en del af den personlige hygiejne, fremfor at se det som “hygge-hudpleje”.
Det er ikke for sjov, at solcreme klassificeres som medicin mod hudkræft i USA og reguleres af den Amerikanske fødevare- og medicinstyrelse (FDA).
Vi ser desværre et stadigt stigende antal tilfælde af hudkræft – så pas nu på dig selv, brug solcreme hver dag, året rundt
Det ér altså slut med kridtede og fedtede solcremer! De hører fortiden til, og de solcremer man kan få nu er fantastiske i konsistensen, de er brugervenlige og så indeholder de efterhånden en masse hudplejende ingredienser, så de der ikke gider en dagcreme og solcreme kan nøjes med blot en solcreme til ansigtet!
Pas på dig selv 🫶
2025 er året, hvor vi ikke anser solcreme, som en del af en hudplejerutine, men den personlige hygiejne.
Dette gælder alle – selv mændene, som mener at “hudpleje kun er for piger” 😉
Det kan godt være, at du kender en, som gik i solarie, som bager i solen til sommer i en kropsolie, og som ikke har fået hudkræft. Det er dog uansvarligt at tage disse tilfælde, som en regel. Der er jo også mange, som ryger, og som ikke får lungekræft, men af en eller anden årsag behøver man ikke at diskutere hvorvidt rygning er usundt 🤔
Så start 2025 med en solcreme, hver morgen, og se forskellen! Magter du det ikke, så i det mindste en UV spray. Solcreme på spray kan ikke erstatte en solcreme, men jeg vil bare gerne have, at du bruger én eller anden form for solbeskyttelse 😄
De bedste hilsner,
Julia 🌿
Kommentér på opslaget
Din e-mailadresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret med *