Farvel til AYA&IDA hos Kind Labels

|Julia Jarmolowicz

En beslutning har ulmet længe, og den har faktisk været svær for mig at tage. AYA&IDA har været en del af Kind Labels fra dag ét, men nogle gange er det nødvendigt at stoppe op og spørge sig selv, om et mærke stadig passer ind i den retning, man ønsker at gå.

 

Farvel til AYA&IDA hos Kind Labels...

AYA&IDA har været en fast del af sortimentet hos Kind Labels fra begyndelsen, og jeg bruger selv flere af deres produkter i min hverdag til den dag i dag.

Netop derfor har det også været en beslutning, som jeg ikke bare har taget hen over natten.

For selvom at jeg kan holde meget af et mærke og dets produkter, så er min fornemmeste opgave stadig at forholde mig kritisk til det, jeg vælger at sælge videre til jer. Det gælder også de mærker, som har været med længe, og som jeg personligt har haft stor glæde af.

 


Hvorfor har jeg valgt at stoppe med AYA&IDA?

Igennem nogen tid har jeg haft et mere kritisk øje på udviklingen, der er sket henover de seneste år.
Først spottede jeg det, som jeg ville mene er en tro kopi af et produkt fra et andet mærke. Derefter bed jeg mærke i, hvor ofte der kom nyheder i min indbakke.

Det, der især har fyldt for mig, er mængden af nye lanceringer, som ikke nødvendigvis handler om produktforbedringer, men ofte om nye farver og nuancer.

I sig selv er der selvfølgelig intet galt med at tilbyde variationer. Problemet opstår for mig, når det begynder at skabe en form for samler-effekt og en følelse af, at man hele tiden mangler den nyeste version, selvom man allerede har et velfungerende produkt.

Jeg har selv oplevet at købe en ny flaske og kort tid efter se, at lignende farve lanceres, bare i en anden nuance og undertone. Pludselig stod jeg og kiggede på den flaske, jeg allerede ejede, og tænkte: “Ej, jeg vil hellere have den anden.”

Og det er præcis den form for forbrug, jeg ikke ønsker at understøtte hos Kind Labels.

For mig handler et mere bæredygtigt forbrug ikke bare om materialer og produktion, men også om at købe færre ting og bruge dem, vi allerede har, i længere tid.

 

Kvaliteten har også spillet ind 👀

Derudover har jeg oplevet flere reklamationer på produkterne over tid.

Det betyder ikke nødvendigvis, at alle produkter er blevet dårligere, men det har givet mig en oplevelse af, at kvaliteten ikke længere er helt så stabil, som jeg ønsker, når jeg anbefaler et produkt til jer.

Når de to ting lægges sammen, har jeg måttet erkende, at AYA&IDA ikke længere føles som det rette match for Kind Labels.

Det er vemodigt, men nødvendigt.

 

Hvad sker der med lageret hos Kind Labels?

Jeg forhandler aktuelt AYA&IDA drikkeflasker i flere farver og størrelser, og jeg har derfor valgt at sætte dem ned med 20%, så lageret kan få lov at finde nye hjem.

Rabatten gælder alle AYA&IDA drikkeflasker og trækkes automatisk i kurven.

Når de er væk, kommer de ikke tilbage på lager.

 

 

Jeg leder allerede efter en erstatning 🎯

Jeg er heldigvis ikke færdig med drikkeflasker hos Kind Labels.

Jeg er allerede i gang med at teste en mulig erstatning, som forhåbentlig kan leve op til det, jeg leder efter, nemlig høj kvalitet, god funktionalitet, et mere overskueligt sortiment og et produkt, man har lyst til at bruge i mange år.

Som altid kommer den først på shoppen, hvis den består min egen test 😉

 

Kvalitet uden kompromis

Det her er egentlig hele essensen af min beslutning.

Hvis jeg ikke længere kan stå inde for et produkt eller et mærkes retning, så skal det ikke være en del af Kind Labels.

Det har altid været præmissen.

Kvalitet uden kompromis, det lover jeg dig 🫶

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.