Lyt med Julia fra Kind Labels: bloggen er blevet lidt mere lettilgængelig

|Julia Jarmolowicz

Hver gang jeg giver mig til at skrive et blogindlæg, siger jeg til mig selv: “Julia, husk nu at gøre det ganske kort…”
Dog viser det sig altid at være det sværeste ved at skrive en blog.

Når først jeg er inspireret eller har et tema, så skriver ordene sig selv. Faktisk skriver jeg dem ofte i ét hug, korrekturlæser og trykker “publicér”. Alt, hvad jeg skriver om, er noget, jeg virkelig går op i, så indlæggene kommer lige fra hjertet.

Jeg er dog også opmærksom på, at ganske få har tid til at læse lange blogindlæg i en travl hverdag, så jeg har fundet en løsning.

 

Endnu en podcast... 🥱

Selv Sanne fra dit yogahold har efterhånden en podcast, så tro mig, jeg ser selv ironien.

Men jeg var faktisk på jagt efter en løsning, der kunne gøre mine blogindlæg mere tilgængelige for jer med en travl hverdag. En løsning, hvor du kunne få dem læst op, så du kunne lytte med, mens du ordner vasketøj, tager opvasken, går en tur eller bare gerne vil hvile øjnene lidt.

Jeg drømte lidt om en nem “klik og afspil” løsning, men det viste sig ikke helt at være så enkelt. Derfor landede jeg i stedet på, at jeg selv kunne optage lydversioner af mine blogindlæg. Ikke med AI, men med min egen stemme, min egen rytme og ja… min århusianske dialekt. Så opstod næste udfordring selvfølgelig, hvordan i alverden får man den slags ind på et blogindlæg?

Efter lidt søgen viste det sig, at Spotify for Creators måske kunne være en vej frem. Så nu er vi her.

 

Derfor har jeg lavet lydversioner af mine blogindlæg

For mig handler det ikke om at starte en “rigtig podcast” i klassisk forstand. Det handler egentlig bare om at gøre Kind Labels-universet lidt mere lettilgængeligt.

Nogle af mine blogindlæg bliver lange. Ikke fordi jeg prøver at være langtrukken, men fordi at jeg ofte skriver om emner, der fortjener lidt mere forklaring, nuance og plads. Og hvis du egentlig gerne vil læse med, men ikke altid har tiden eller overskuddet, så håber jeg, at lydversionerne kan være en rar mulighed.

Måske er du typen, der gerne vil lytte, mens du gør rent.
Måske vil du høre et indlæg på vej hjem i bilen.
Måske er du bare træt af alt for meget skærmtid.

 

Nu kan du nemt lytte med

Fremover vil du derfor finde udvalgte blogindlæg som lydversioner, læst op af mig selv.

Jeg håber, det gør det lettere for dig at følge med i mine tanker, nørderier og refleksioner, også på de dage, hvor tiden er knap, og øjnene er trætte.

Og hvis det lykkes at få lydfilen embed’et direkte ind her i blogindlægget, så er det jo næsten små mirakler, vi har med at gøre 👀

Tak fordi du læser med.
Og nu også "tak" fordi du lytter med 🫶

 

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.