Misinformation om solcreme florerer igen...

|Julia Jarmolowicz

Det er den tid på året, hvor solen begynder at skinne efter en lang og kold vinter. Det er dejligt, kroppen drages ud i naturen næsten af sig selv og mange mindes om "hov, hov, skal jeg ikke lige huske solcremen?". Desværre sker der ikke kun det til foråret, at blomsterne springer ud, nej, desværre begynder misinformationen om solcreme også at florere. Et opslag fra Pudderdåserne inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg, selvom at jeg allerede har skrevet en masse om solcreme og solens skadelige stråler. Nu hvor tvivlen ulmer igen, er det sin ret at tage debatten op igen.

"Solcreme indeholder hormonforstyrrende stoffer!"

Den slags artikler er virkelig i omløb lige nu og jeg opfordrer dig til at besøge opslaget fra Pudderdåserne, da du ikke kun kan se, hvordan artiklerne bruger skræmmetaktiker, men du kan desuden være med eller blot følge med i debatten i kommentarfeltet.

Sociale medier er en fantastisk ting. De udsprang, som et online socialt netværk, hvor man kunne komme i kontakt med ligesindede ift. interesser eller brancher. Hvad sociale medier er blevet til i dag er et alt for stort emne til dagens blogindlæg, men det undrer mig ikke, at vi har en masse selvudnævnte eksperter og influencere, som spreder misinformation. Vi er nået et sted, hvor forbrugere aldrig har været mere forvirrede, tror jeg, men jeg kan tage fejl. Først og fremmest, så er jeg hudekspert. Husk dog, at "ekspert" ikke er en beskyttet titel! Jeg er ikke dermatolog, jeg er ikke toksikolog og jeg er ikke forsker. Dog er jeg heller ikke blot en entusiast eller amatør. Jeg har mange års erfaring med kunder, jeg tog grundforløbet til hudspecialist, jeg har læst fagligt materiale, og uddanner mig løbende. Derfor kalder jeg mig selv for "husekspert", men husk, at fagligheden hos eksperter spænder vidt og bredt.

Jeg vælger at læse op på hvad dermatologer ved, hvad toksikologer kender til og hvad forskere er nået frem til. Jeg husker dog stadig, at en dermatolog er en hudlæge, som kan behandle, diagnosticere og afhjælpe hudsygdomme. En dermatolog er ikke automatisk bekendt med udvikling af hudplejeprodukter. Her er det vigtigt at have kemikere og toksikologer ind, som desuden har forskning med i baglommen. 

Nu nævner Pudderdåserne selv Emil Thorup i opslaget, så hans navn bliver (desværre) også nævnt her, da han i år udtalte sig ignorant, ufaglært og fuldstændig uansvarlig ift. solcreme i sin podcast. Hvad er dog hr. Thorups faglighed? Han skal være velkommen til at være autodidakt i hudpleje, men hvem har han sparret med? Hvem har han valgt at lytte til? Man må ikke være selektiv med, hvem man lytter til, når det kommer til den slags. Desværre fornemmer jeg, at mange "eksperter" og influenter lytter med fra én front, men dækker ørerne til fra en anden...

 

UV stråling kan give hudkræft

Så kort kan det siges og det er fakta. Det er ikke en følelse, en fornemmelse eller en "jeg tror at...". Det er bevist, der er forsket i det og mange oplever desværre at udvikle hudkræft med alderen. Det er nemlig ikke sådan, at du bliver skoldet i sommerferien og hen over efteråret får konstateret kræft. Melanoma, som er modermærkekræft og forårsages som oftest af UV stråling, sker henover flere år. Det vil altså sige, at det ikke er den ene dag uden solcreme, som er synderen. Det er besøgene på solariet, da man gik på gymnasiet, det er solskoldningen fra Italien, det er solskoldningen fra den gang man faldt i søvn i solen, det er fra summen af alle de dage, hvor man ikke  har haft solcreme på, selvom at UV indekset var højt.

 

UV indekset i Danmark

Du tænker dog sikkert, at UV indekset sjældent er særligt højt i Danmark og det har du også ret i. Derfor kan du benytte dig af det daglige UV indeks register for at se, om solcreme bliver en god idé på den pågældende dag. Jeg foretrækker bare at anvende solcreme året rundt, så jeg ikke behøver at bruge tid på det eller tænke mere over det, end højst nødvendigt. Solcreme behøver nemlig ikke at være en fedtet og klistret affære. Vi er blevet så gode til at udvikle solcreme, at den hvidtnende effekt og fedtede hinde hører 90'erne til 😎

Jeg ønsker ikke at skræmme nogen med denne analogi, men jeg ser på solcreme til hverdag fra dette perspektiv: sæt nu, at jeg bare er ude i solen 5 minutter den dag, men så har jeg da beskyttelse på og dagens UV bliver ikke en del af summen for eksponering igennem hele livet. På samme måde, som at man spænder selen i bilen, selvom at man kun skal "lige rundt om hjørnet". En ulykke kan stadig ske!
Nogen vælger dog kun at spænde selen, når de skal ud på motorvejen, andre spænder selen, når de skal på en længere tur, jeg vælger at spænde selen hver gang jeg sætter mig i bilen og det gælder også med min solcreme 😉

 

"Er du ikke bange for at solcremen indeholder kemi?"

Nej, for det håber jeg i den grad, at den gør! Vi har desværre gjort ordet "kemi" en ugerning. Kemi står næsten i kontrast til det "naturlige" og det "gode", men kemi er bare kemi. Det vil sige, at det vand du drikker er kemi, den luft du ånder er kemi og forhåbentlig er din hudpleje også kemi.

Man kan selvfølgelig skelne mellem kemi og "skadelig kemi" eller "unødig kemi" og her er jeg bestemt med! Jeg vil dog gerne understrege, at det er godt at solcreme kommer forbi et laboratorium og indeholder ingredienser, som er menneskeudviklede, altså det, som man også kalder syntetiske. Mange, som er bange for solcreme, tyer til solcreme baseret på noget fedtstof og så det man kalder fysisk filter, såsom zinkoxid. Det er ofte disse solfiltre, som kalder sig naturlige og "kemifri" og jeg har ikke i sinde at tale dårligt om dem, men det kan være svært at smøre dem godt og jævnt ud, de er ofte fedtede og klistrede og ja, de lægger en hvid hinde på huden! Det er sjældent, at nogen bruger disse regelmæssigt og på korrekt vis, så de beskytter mod solens skadelige stråler. Ofte kan man faktisk ende med at smøre for lidt på, fordi man prøver at begrænse den hvide hinde og vil undgå fedtpletter på tøjet.

Og det går bare ikke! Man skal bruge nok solcreme for at den dækker og beskytter. Dette er smukt visualiseret med en UV lampe, hvor mange eksperter allerede har vist, hvordan påføring af solcreme kan efterlade ubeskyttede områder, hvis man ikke bruger nok og smører ordentligt ud.

Din sikkerhed i føresædet

Slutvis, så vil jeg gerne understrege, at solcremer på det europæiske marked skal udvikles og godkendes af en standardisering kaldet ISO 24444:2019.
Selvfølgelig kan nogle producenter løbe om hjørner eller opleve produktionsfejl. Den slags er uundgåelige, men at sætte alle "kemiske" solcremer i bås og decideret kalde dem for sundhedsskadelige eller hormonforstyrrende?

Det er simpelthen grov misinformation og brug af skræmmekampagner, blot for at opnå omtale eller clicks på sine artikler. Skam jer, I der hopper med på den bølge.

Men vigtigst af alt, tak til de, som taler dem imod og tager debatten op!
Tak til opslaget fra Pudderdåserne. Det er simpelthen en god reminder, at os, som ønsker at beskytte forbrugerne husker at tale højt om vigtigheden af solcreme.

 

Jeg vælger ikke at linke til mit udvalg af solcremer her på shoppen. Jeg ønsker nemlig ikke at signalere "køb fra mig", for denne debat er så meget udover dét. Det handler om beskyttelse og sikkerhed. Det handler om at undgå hudkræft forårsaget af UV stråler, så vidt muligt.
Køb den solcreme, som du har lyst til at bruge, bare køb én.
Solcreme kan heller ikke stå alene, men er en vigtig del af god solbeskyttelse sammen med skygge, tøj og sund fornuft i solen. Og måske er det netop dét, der gør misinformation så problematisk? At den kan få forbrugerne til at beskytte sig mindre og ikke mere...

Noget på hjerte?
Del endelig dine tanker i kommentarsporet ⤵️

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.